Øjensygdomme

Professor, overlæge, dr.med., ph.d. Henrik Vorum

Henrik Vorum er lægevidenskabelig kandidat fra Aarhus Universitet 1994. Tildelt ph.d.-graden i 1994 og dr.med.-graden i 1999. Siden 2006 speciallæge i øjensygdomme og fra 2009 klinisk professor og overlæge ved øjenafdelingen Aalborg Universitetshospital, hvor han fra 2016 desuden har fungeret som koordinerende professor ved Klinik Hoved-Orto. Han har, sideløbende med sin ansættelse på Aalborg Universitetshospital, drevet egen speciallægepraksis i Hjørring. I perioden 2015-2016 har Henrik Vorum tillige været leder af Klinisk Institut, Aalborg Universitet og er nu fungerende viceinstitutleder. Han har skrevet mere end 160 videnskabelige artikler, dertil kommer flere oversigtsartikler og lærebogskapitler, samt modtaget flere fornemme priser for sin forskning. Han bestrider yderligere en række tillidshverv, herunder som medlem af censorkorpset for lægeuddannelsen i Danmark, medlem af ledelsen ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet samt formand og medlem af flere fondsbestyrelser.

OPDATERING PÅ OMRÅDET

Øjenfaget har også inden for det sidste år været i en rivende udvikling inden for flere områder. Denne udvikling har medført væsentlige forbedringer i både diagnostik og behandling.

Brugen af ​​kunstig intelligens inden for oftalmologien er en fremadstormende teknologi, der finder flere og flere anvendelsesmuligheder inden for såvel den kliniske oftalmologi som inden for den visuelle videnskab. De først esystemer med kunstig intelligens til brug inden for oftalmologien er allerede FDA-godkendt i USA. Der er tale om diagnostiske værktøjer, som ved anvendelse af en algoritme analyserer for tegn på fx diabetisk retinopati, glaukom og aldersrelateret maculær degeneration (AMD).  Fordi algoritmen diagnosticerer sygdommen uafhængigt af lægeundersøgelsen, kan man tænke sig, at sådanne systemer i fremtiden kan bruges af primærhospitaler til patienter med ovennævnte sygdomme, hertil kommer, at en ny serie af forbedrede billedanalyseværktøjer er under udvikling til hurtigt at identificere, hvilke billeder der har behov for yderligere menneskelig opmærksomhed fra dem, der har mindre prioritet.

Inden for glaukom-området har fremskridtet i billedanalyseværktøjerne gjort det muligt at måle en patients retinale nervefiberlag, med udtynding af laget, der virker som en primær indikator for glaukom. Yderligere er der inden for glaukomområdet, over de sidste par år, udviklet flere fine nye filtrerende operationstyper til brug for behandling af de svære glaukomer.

Inden for diabetesområdet har øjenlægerne hidtil kun kunnet lave forudsigelser med henblik på udviklingen af diabetisk retinopati på subjektiv basis. Med de ovenomtalte nye kunstige intelligensværktøjer findes der, som anført, algoritmer,  der hurtigt kan scanne gennem store mængder data og opbygge intern viden fra en række billeder, der overstiger det, som den enkelte kliniker nogensinde har kunnet se. Med den voksende ældre patientpopulation er der god brug for disse værktøjer.

Inden for AMD-området kan udviklingen af kunstig intelligens ligeledes bidrage til bedre forudsigelse af AMD-progressionen. Patienterne kan få bedre vejledning om, hvornår de kan udvikle alvorlig AMD, hvilket reducerer det psykologiske stress, der er forbundet med ikke at kende den fremtidige tilstand af deres syn. Hertil kommer, at der fortsat inden for dette område arbejdes på at forbedre og effektivisere den intra-vitreale angiostatiske behandling af våd AMD. Flere nye præparater og formuleringer er allerede taget i brug, og flere er på vej i pipelinen. De såkaldte anti-VEGF-hæmmere er nu så effektive, at det årlige antal af nyblinde i Danmark over de sidste 15 år er blevet halveret. Behandlingen anvendes ud over til våd AMD også i vid udstrækning til behandling af det diabetiske makulaødem samt til retinale venetromboser, hvor neovaskularisation og ødemdannelse indgår i sygdomspatogenesen.  I dag udføres intravitreale injektioner kun på universitets- og et par andre regionshospitalers øjenafdelinger, men med det stigende patientpres i netop denne patientgruppe kan man forestille sig, som led i udviklingen af det nære sundhedsvæsen, at alle privatpraktiserende øjenlæger fremadrettet vil kunne udføre intravitreale injektioner i deres praksis.

Henrik Vorum