Psykiske sygdomme
Overlæge Michael Andreassen
Speciallæge i psykiatri i 1995, i 2000 ansat som specialeansvarlig overlæge på Retspsykiatrisk afd., Aalborg Psykiatriske Sygehus, klinikchef og stedfortrædende cheflæge, Viborg Psykiatriske Sygehus 2002. 2005-2011 ansat som cheflæge for Sygehus Vendsyssel. Siden 2011 overlæge ved Aalborg Universitetshospital – Psykiatrien.
Inspektor SST 1996-2006, postgraduat klinisk lektor ved Aarhus Universitet 2000-2006 og klinisk lektor ved AUC 2006-2008, siden 2014 censor ved Aarhus og Københavns Universiteter i voksenpsykiatri. Forfatter til 18 artikler.
OPDATERING PÅ OMRÅDET
Diagnosticering og pakkeforløb
Selvom den nye og reviderede udgave af Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, DSM-5, udkom i 2013, er der fortsat ikke udkommet en ny version af WHO’s diagnosesystem, og der anvendes fortsat ICD-10. ICD-11 er planlagt til 2018.
Der er fortsat en stigning i antallet af henvendelser til psykiatrien og i antallet af personer, som er i psykiatrisk behandling, her specielt er antallet af psykiatriske patienter, som får en retspsykiatrisk foranstaltning, nu en firdobling i forhold til år 2000. Dette stiller store krav til, at psykiatrien anvender sine ressourcer så hensigtsmæssigt som muligt, ligesom der med sundhedsaftalerne er øget fokus på, at kommunerne skal varetage flere opgaver. Der er indført pakkeforløb for flere af de store psykiatriske sygdomme, men modsat de velkendte kræftpakker, hvor fokus er hurtig behandling og koordinering af de mange aktører, har formålet med de psykiatriske pakkeforløb været at fordele ressourcerne mere jævnt.
I forbindelse med udredningsgarantier og pakkeforløb henvises i stort omfang personer til udredning for personlighedsforstyrrelse, som ofte har andre lidelser, ofte gennemgribende udviklingsforstyrrelser og ofte et konkurrerende misbrug, som udelukker, at man kan stille diagnosen personlighedsforstyrrelse.
Koordinationsplaner og tvungen opfølgning
Der er stadig meget fokus på, at psykiatrien skal nedbringe tvang, men også på, at psykiatrien forpligter sig til at udfærdige udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, som skal sikre, at patienten også får psykiatrisk behandling efter udskrivelse. Den eneste forskel på en udskrivningsaftale og en koordinationsplan er, at den første er frivillig og den sidste foregår mod patientens vilje. Begge skal sikre, at der kan udveksles sundhedsoplysninger mellem de i aftalen indskrevne parter. Typisk er der tydeligt specificeret, i hvilke situationer der skal udveksles oplysninger, f.eks. hvis patienten ophører med at henvende sig til hjemmesygeplejen for at få administreret antipsykotisk medicin i depotform. I sådanne tilfælde vil det typisk være egen læges opgave at vurdere, om patienten kan motiveres til indlæggelse eller alternativt opfylder kriterierne for tvangsindlæggelse.
Tvungen opfølgning giver psykiatrien mulighed for at få indlagt psykotiske patienter for administration af antipsykotika i depotform, altså hvor patienten ikke skal tvangsindlægges først. Kriterierne for tvungen opfølgning er strenge og forudsætter bl.a., at patienten har været tilknyttet et opsøgende psykoseteam og været tvangsindlagt mindst 3 gange før aktuelle indlæggelse inden for de sidste 3 år.
Det store fokus på tvang i psykiatrien i medierne, som ofte forherliger princippet, at al tvang er af det onde, kan gøre det svært at medvirke til tvangsindlæggelser, men alternativet med patienten, som lider af en ubehandlet psykotisk lidelse eller udgør en farlighed, må altid holdes for øje.
Sidst men ikke mindst en praktisk bemærkning. Vær opmærksom på, at nogle af de præparater, der er nævnt i kapitlet, har mundtørhed som bivirkning, og hvis patienterne oplever denne bivirkning, bør man som behandlende læge være opmærksom på at minde patienterne om at gå hyppigere til kontrol hos tandlæge, og at patienterne skal sørge for ekstra god mundhygiejne. Mange patienter er ikke informeret om mulige følger af denne bivirkning, og det kan medføre, at de får gebis i en alder under 30 år.
Michael Andreassen