Meningitis. Herunder meningokoksepsis

Definition

Meningitis: Inflammation af meninges med pleocytose.

Årsager

Purulent meningit (øget antal leukocytter i spinalvæsken), forårsaget af bakterier eller svampe, og serøs (lymfocytær) meningit, der forårsages af virus, fx enterovirus og herpesvirus og visse bakterier, fx Borrelia burgdorferi og Mycobacterium tuberculosis. Lymfocytær pleocytose kan også ses ved immunologiske og neoplastiske sygdomme.

Forekomst

Ca. 80% af alle tilfælde af purulent meningitis forekommer i barndommen og de fleste inden femårsalderen, og af disse forekommer ca. 10% neonatalt. Efter neonatalperioden er Streptococcus pneumoniae (pneumokokker) og Neisseria meningitidis (meningokokker) de hyppigste. Vaccination mod H. influenzae type b (Hib) blev introduceret i børnevaccinationsprogrammet i 1993 og har reduceret antallet af tilfælde til kun enkelte per år. Vaccination mod pneumokokker blev introduceret i børnevaccinationsprogrammet i 2007, og dette har reduceret antallet af tilfælde af invasiv pneumokoksygdom betydeligt. Meningokok sepsis eller meningitis skyldes primært Neisseria meningitis serotype A, B, C W135 eller Y. I Danmark er infektionerne hyppigst forårsaget af serotypen B og W1235.

Symptomer

Symptomerne på purulent meningit afhænger af ætiologien og barnets alder. Bakterier, der giver meningit, koloniserer luftvejene hos raske børn, og de første symptomer er oftest uspecifikke med let feber og luftvejssymptomer og/eller myalgier. Spredningen af bakterierne kan således ske fra luftvejene og formodes at være hæmatogen spredning til meninges, og der er derfor oftest samtidig sepsis eller bakteriæmi.

I nogle tilfælde udvikler meningitis sig over dage, men i de fleste tilfælde med meningokoksygdom sker det hyperakut fra stabil til livstruende over 12-24 timer.

Spædbarnet kan have spændt eller fremhvælvet fontanelle, men udvikler sjældent nakkestivhed. Temperaturen kan variere fra høj til subnormal. Spædbarnet kan være spisevægrende, irritabelt eller sløvt. Ældre børn kan have en akut begyndelse med høj temperatur, hovedpine, fotofobi og opkastninger. Barnet kan være nakkestiv med positiv Kernigs tegn (fjedrende modstand mod strækning af knæene, når hofter flekteres 90 grader) og positiv Brudzinskis tegn (fleksion i hofter og knæ, når nakken flekteres). Disse tegn findes ikke, hvis barnet er bevidstløst.

Konfusion er kraftigt alarmsymptom og associeret med >20 fold risiko for akut meningokoksygdom i forhold til viral sygdom.

Petekkier ses ved 50-75% af tilfælde med meningokokinfektion, og op mod 30% har makulopapuløst udslæt inden hudblødningerne. Petekkier kan også ses ved pneumokokinfektion og ved enterovirusinfektion.

Diagnose

Meningitis kan diagnosticeres dels på baggrund af patientens symptomer, dels på baggrund af en lumbalpunktur og blodprøver, der bliver taget ved indlæggelse på hospital. Børn med mistænkt meningit eller meningokoksepsis skal indlægges akut efter gældende visitationsregler.

Behandling

Ved mistanke om meningokoksygdom (fx høj feber ledsaget af petekkier) tilkaldes ambulance med henblik på akut indlæggelse med udrykning. Indlæggende læge bør ledsage patienten for at sikre frie luftveje og behandle eventuelle kramper. I ventetid på ambulance: Giv omgående i.v. injektion af benzylpenicillin 0,1 MIE/kg (max 5 MIE). Såfremt dette ikke er muligt, gives dyb i.m. injektion af benzylpenicillin. Ved penicillinallergi gives i.v. eller i.m. ceftriaxon (Rocephalin) 50 mg/kg (max 2 gram). Se i øvrigt om behandling i almen praksis og ved vagtlægetilkald: Officiel Meddelelse fra Sundhedsstyrelsen om behandling af meningokoksygdom: www.sst.dk Vejledning om praktiserende lægers og vagtlægers behandling af meningokoksygdom. VEJ nr. 9235 af 23.5.2012.

Vaccine

Der kan vaccineres mod meningokokker af serogruppe A, B, C, W135 og Y. Vaccinerne beskytter mod invasiv meningokok og udvikling af bærertilstand for serogruppe A, C, W135 og Y. Vaccinerne Nimenrix og Menveo mod serogruppe A, C, W135 og Y indeholder oprensede polysaccharider fra meningokokker. Nimenrix kan anvendes fra 6-ugersalderen, og Menveo fra 2-årsalderen. I Danmark er der to godkendte vacciner til beskyttelse mod serogruppe B: Bexsero og Trumenba. Bexsero er godkendt til børn over 2 år og indgår i børnevaccinationsprogrammet i flere europæiske lande. Trumemba er godkendt til børn og voksne over 10 år. Vaccinerne tilbydes i dag som profylakse til personer, som har været i nærkontakt med en smittet.

Profylakse kontaktpersoner

Ved tilfælde af/mistanke om meningokoksygdom skal behandlende læge straks telefonisk kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst/SYD/Nord. Hvis der har været tilfælde af meningokoksygdom i en husstand, vil denne blive tilbudt forebyggende engangsbehandling med antibiotika (ciprofloxacin (hvis kontraindiceret, f.eks. graviditet, så rifampicin)). Hvis sygdom viser sig forårsaget af meningokokgruppe A,B,C W135 eller Y, sikrer Styrelsen for Patientsikkerhed, at vaccination som udgangspunkt tilbydes samme personkreds, som har modtaget antibiotikaprofylakse. Det er almindeligvis alm. prak. læge,  der rekvirerer vaccine fra Statens Serum Institut og vaccinerer. Vaccinen er gratis. Jf. Vejledning om forebyggelse ved tilfælde af meningokoksygdom (VEJ nr. 9329 af 28/03/2017).