Paracetamol har, i lighed med NSAID-præparater, analgetiske og antipyretiske egenskaber. Men i modsætning til NSAID-præparaterne, har paracetamol kun ringe antiinflammatorisk virkning. Evidens for effekt i smertebehandling er bedst dokumenteret ved svage akutte smertetilstande. Det betyder dog ikke at paracetamol ikke kan anvendes til kroniske smertetilstande. Generelt bør al farmakologisk smertebehandling til patienter med kroniske smerter løbende evalueres i dialog mellem patienten og behandlende læge. En pausering af behandling med paracetamol vil efter få døgns pause kunne anvendes til at afgøre om behandlingen er hensigtsmæssig eller ej. Hvis smerterne ikke forværres, er der intet rationelt grundlag for at behandlingen fortsætter.
Virkningsmekanismerne ved paracetamol er ikke endeligt fastslået. Det er veldokumenteret at antipyretisk effekt af paracetamol opnås ved plasmakoncentrationer på 65 – 130 mikrog/l. Den optimale dosering af paracetamol til smerter er ikke klarlagt, men antages at være på tilsvarende niveau. Dosis til voksne vil ofte være 1 g hver 6. – 8. time evt som depot tabletter eller med modificeret udløsning (TMU) 665 mg maksimal døgndosis på 4 g. Kombination af paracetamol med NSAID-præparater og opioider anvendes hyppigt ved moderate til stærke smerter. Evidens for en additiv effekt ved kombination af disse præparater er dokumenteret for akutte smerter, mens resultaterne fra kliniske forsøg på patienter med kroniske smerter ikke er entydige.
Paracetamol er ugiftigt, så længe anbefalet dosis ikke overskrides. Hos patienter med leverinsufficiens, alkoholoverforbrug eller malnutrition, bør dosis reduceres. Indtagelse af engangsdosis på over 4 g hos en voksen er potentielt toksisk, især for risikopatienter. Symptomer ved overdosis minder om symptomerne ved hepatitis og udvikles efter en latenstid på 1-3 døgn.