Scarlatina. Skarlagensfeber

Årsager

Skyldes infektion med ß-hæmolytiske streptokokker gruppe A, som danner rødmefremkaldende (erythrogent) toksin. Da der findes forskellige erythrogene toksiner, kan man få skarlagensfeber flere gange.

Epidemiologi

Forekommer hyppigst i aldersgruppen under 10 år, og 90% af alle tilfælde af scarlatina forekommer i aldersgruppen 2-8 år.

Inkubationstid

2-5 døgn.

Smittetid

Fra symptomdebut, til penicillinbehandling er gennemført i få dage, i praksis til feberfrihed.

Symptomer

Feber forekommer i løbet af de 3-4 første dage med ondt i halsen og udslæt. Svælget er rødt, og tonsillerne er forstørrede og røde. Mundvigsragader. Ofte fintprikket eksantem med sandpapirsstruktur. Pande og kinder kan rødme, bleghed rundt om munden. Hindbærtunge (rød tunge med svulne papiller). Udslæt begynder ofte i nakke, lyske, armhuler eller hudfolder og derefter til resten af kroppen. Slutteligt udslæt på ekstremiteter. Udslættet kan så småt sammenflyde. Efter 1-4 uger afskalning. Ud over hudsymptomer kan patienten have ondt i halsen, opkastninger og mavesmerter.

Komplikationer

Bakterielle. Peritonsillær absces, otitis media, sinuit, evt. sepsis, osteomyelit, artrit. Disse er sjældne ved rettidig antibiotisk behandling.

Toksiske. Glomerulonefritis, som debuterer omkring 10 dage efter sygdommens start. Mere end 95% bliver helt raske. Febris rheumatica debuterer efter 3 uger, ved ny streptokokinfektion er der større risiko for recidiv af febris rheumatica end af glomerulonefritis.

Differentialdiagnoser

Mononucleosis infectiosa, Kawasakis syndrome, andre eksantemsygdomme. Medikamentelt eksantem.

Diagnose

Påvisning af gruppe A-streptokokker i halspodning, ved dyrkning eller antigen-test (Strep A-test). I løbet af ca. 14 dage vil 90% have forhøjede AST- og ASDB-titre (Antistreptolysin O- og AntistreptokokDNAse B-titre).

Behandling

Penicillin i 6-10 dage dage. Ved penicillinallergi anvendes et makrolid.

Forebyggelse

Ved ophobning af sygdomstilfælde i familie eller institution kan der i samarbejde med embedslægen foretages halspodning for at finde en eventuel rask smittebærer. Bakterierne kan karakteriseres på Statens Serum Institut. Hvis alle isolaterne er ens, vil man konkludere, at der er tale om et smitteudbrud, og tilbyde hele gruppen antibiotisk behandling.