Bevægeapparatets sygdomme
Overlæge, klinisk lektor, ph.d. Christoffer Tandrup Nielsen
Speciallæge i reumatologi. Uddannelsesansvarlig overlæge på Afsnit for Højt Specialiseret Reumatologi, Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme, Rigshospitalet, og klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet. Inspektor for den intern medicinske speciallægeuddannelse for Sundhedsstyrelsen.
Forskningsområde: Systemiske bindevævssygdomme, immunpatogenese og biomarkører. Klinisk og laboratorieforskning.
Forfatter/medforfatter til mere end 50 nationale/internationale publikationer og flere lærebogskapitler.
OPDATERING PÅ REUMATOLOGI
Urinsur gigt (artritis urica)
Der foreligger en opdateret national behandlingsvejledning, som kan findes på Dansk Reumatologisk Selskabs hjemmeside www.danskreumatologi.dk. Urinsur gigt er den hyppigst forekommende inflammatoriske ledsygdom. Modsat de øvrige artrit-sygdomme kender vi den præcise sygdomsmekanisme og har specifik medicinsk behandling. Paradoksalt nok er en stor del af patienterne underbehandlet, dvs. de opnår ikke de veletablerede behandlingsmål (treat-to-target) på et plasma-urat på <0,36 mmol/l for urinsur gigt og <0,30 mmol/l for toføs urinsur gigt. Årsagerne er flere, heriblandt på lægesiden utilstrækkelig optitrering af medicinen samt patient adherence. Medicinsk set tilrådes optitrering af allopurinol (1. valg) til target-niveau over måneder, også hos patienter med nefropati, under 3-6 måneders colchicin-dække. For at styre denne optitrering og sikre opnåelse af target-niveauer vil man i fremtiden formentlig se flere tiltag i form af mere patientinddragelse og sygeplejerskestyrede klinikker bistået af teknologiske løsninger.
Platelet-rich plasma (PRP) til behandling af slidgigt
Supplerende PRP-ledinjektioner i tillæg til vanlig konservativ behandling af slidgigt er kontroversielt og generelt ikke anbefalet. To nylige veldesignede RCT’er (Bennell et al og Paget et al, begge JAMA 2021) af mild-moderat knæ- og ankelledsartrose fandt ingen effekt af injektion af PRP sammenlignet med saltvand på kliniske symptomer såvel MR-fund inkl. bruskvolumen (kun undersøgt i knæstudiet).
Lænderygsmerter, Modic-forandringer og antibiotikabehandling
Langvarig antibiotikabehandling for kroniske lænderygsmerter med Modic-forandringer (type I og II) og diskusprolaps har været omdiskuteret og er generelt ikke anbefalet af Dansk Reumatologisk Selskab. Tidligere observerede danske forskere, at 100 dages amoxicillin/clavulansyre havde en effekt. En norsk RCT (the AIM Study, BMJ 2019) fandt ikke en klinisk relevant effekt af 100 dages amoxicillin-behandling. Det nye studie giver således ikke nogen anledning til at ændre anbefalingen.
Arteritis temporalis/kæmpecelle-arteritis – fast track-klinikker
I de senere år har UL-scanning af de ekstrakranielle arterier ved arteritis temporalis vundet indpas. Ultrasoniske tegn på arteritis kombineret med forhøjet CRP og et relevant klinisk billede har vist sig meget suggestivt for arteritis temporalis. Det har ført til udbredelsen af fast track-klinikker i reumatologiske afdelinger rundt om i Danmark, som kan kontaktes ved klinisk mistanke mhp. hurtig afklaring og behandling.
Primær vs. sekundær Raynauds syndrom – udredning og behandling
Raynauds syndrom (RP) er hyppigt forekommende. Sekundær RP skal overvejes ved asymmetri, sen debut, fingersår og/eller tegn på systemiske bindevævssygdomme typisk sklerodermi/MCTD (fx artrit, synkebesvær, stramning i huden, teleangiektasier, lungefibrose, CK-forhøjelse). Ved mistanke om sekundær RP suppler med ANA-screening, og hvis negativ, da suppler med mikroskopi af neglevoldene (kapillaroskopi) (hos reumatolog/dermatolog). Ved svære symptomer (hyppige anfald, udtalt dødhedsfornemmelse og smerter) er non-farmakologisk behandling med hue, el-opvarmede vanter og sokker en god start. 1. linje medicinsk behandling er nifedipin i depotformulering, men det tåles langt fra af alle. 2. linjebehandling i form af PDE-5-hæmmere (sildenafil, tadalafil) er ofte effektiv og mere tolerabel, og de er faldet betydeligt i pris, hvilket gør det mere tilgængeligt også i primærsektoren.
Christoffer Tandrup Nielsen