Galdevejssygdomme. Galdesten. Cholelithiasis

Galdesten K80.2, Galdekolik K80.2, Kolecystitis K81.9, Kolangitis 83.0.

Definition

Dysfunktion af galdeveje, oftest pga. galdesten.

Årsager

Risikofaktorer for dannelse af sten er kvindeligt køn, graviditet, overvægt, alder, hereditet.

Symptomer

Stærke, pludselige og turvise smerter i øvre højre kvadrant af abdomen evt. med udstråling til ryggen og højre skulderparti. Patienten er påvirket og har svært ved at holde sig i ro i forbindelse med smerterne, oftest med opkastninger. Smerterne udløses ofte af fed mad og kommer oftest efter et måltid. Symptomerne er hyppigst om natten. Visse tilfælde af galdevejssygdom udviser et mere dyspepsilignende billede med kvalme og murrende, spændte smerter i abdomen. Smerterne varer normalt i én til flere timer og op til 24 timer.

Komplikationer til galdesten

Akut kolecystitis: Initialt symptomer såsom galdekolik, se ovenfor. Efterhånden murrende følelse under højre ribbenskurvatur, palpationsømhed og feber.

Akut kolangitis: Smerter i abdomen, ikterus, kuldegysninger/høj feber.

Akut pankreatitis: Se separat afsnit i dette kapitel.

Galdeperitonitis: Kemisk eller bakteriel ved perforation.

Galdestensileus: Fistel mellem galdeblære og duodenum, med passage af stor galdesten, som efterfølgende giver tarmobstruktion.

Icterus: Gulfarvning af sclera og efterfølgende hud samt kløe/mørk urin/kitfarvet afføring. Skyldes hel eller delvis okklusion af galdeveje.

Udredning

Ultralyd af galdevejene for at påvise evt. sten, bedømme evt. dilatation af galdevejene og tykkelsen af galdeblærevæggen. MRCP anvendes til at fremstille specielt de dybe galdeveje som supplerende diagnostik. ERCP (Endoskopisk retrograd cholangio pancreaticografi) anvendes sjældent diagnostisk pga. komplikationsrisiko, men har fortsat stor terapeutisk rolle. Leverstatus, amylase og CRP.

Differentialdiagnoser

Dyspepsi, ulcus, IBS, akut pancreatitis, gastroesofageal refluks, obstipation, morbus Crohn, nyresten, pyelonefritis, basal pneumoni/pleuritis, iskæmisk hjertesygdom, ileus, mesenterial iskæmi, aortaaneurisme. Ved smerterfri icterus må malignitet overvejes.

Behandling

Akut galdekolik: 50 mg diclofenac, evt. yderligere 50 mg, hvis der ikke er god effekt. Hvis patienten har allergi over for NSAID eller ved utilstrækkelig effekt, opioidpræparat. Udebleven effekt indebærer henvisning.

Lette galdestensgener: Diætrådgivning (undgå fed mad), smertelindring med paracetamol og/eller NSAID. Der er indikation for operation ved hyppige anfald, som påvirker patientens livskvalitet. Galdegangskonkrementer bør altid behandles pga. risiko for komplikationer som galdestase, kolangitis og pankreatitis.

Akut kolecystitis: Henvis ved feber eller febertoppe. Subakut laparoskopisk kolecystektomi (hos de fleste) eller evt. ekspekterende behandling (hos ældre højrisikopatienter) ledsaget af antibiotika (ved sepsis) eller ultralydvejledt drænage. Herefter elektiv operation i rolig fase efter 2-3 måneder.

Akut kolangitis, galdeperitonitis, galdestensileus, icterus: Henvisning til kirurg.

Galdestenskomplikationer kan i dag ikke behandles medikamentelt, ’stødbehandling’ (jf. nyresten) er ligeledes ikke en aktuel behandlingsmetode. Asymptomatiske galdesten behandles ikke.

Aktuelle lægemidler

NSAID

Ibumetin ibuprofen tablet 400/600 mg. No. 30/100. 1 tablet 3 gange daglig

Diclodan diclofenac suppositorium 50/100 mg. No. 10/50 stk. 1 suppositorium 1-2 gange i døgnet.

Opioidanalgetika

Morfin morfin tablet 10/30 mg. No. 10/100 stk. 1 tablet hver 4-6. time.

Paracetamol

Panodil paracetamol tablet 500 mg. No. 20/48/100/300 stk. 1-2 tabletter x 3-4 daglig.