Pludselig død hos idrætsfolk. Idrætskardiologi. Hjerteproblemer hos idrætsfolk

Definition

’Pludselig død’ inden for idrætsverdenen omfatter pludselig død under eller i forbindelse med idrætsudøvelse. Traumatiske årsager er ikke inkluderet.

Årsager

Pludselig død hos idrætsfolk er meget usædvanligt, men hvert tilfælde får stor opmærksomhed.
Undersøgelserne er fra 1 per 3.000 unge per år til 1 per 917.000 unge per år.
Det ligger formodentlig omkring 1:24.000/år blandt unge.

Der er højere risiko hos mænd (5:1), afroamerikanere (3,2 x højere risiko) og ved retningsskiftsport som fodbold, håndbold og basketball. Der ses også geografiske forskelle, fx med lavere incidens i Norge.

Idrætsudøvere med visse medfødte tilstande løber større risiko end folk med samme tilstand, der ikke dyrker idræt. Ca. 0,3% af idrætsudøvere har hjerteproblemer, som indebærer en øget risiko for pludselig død ved fortsat sportsaktivitet.

Hos idrætsfolk <35 år er det hovedsageligt medfødte kardiovaskulære tilstande, hvor hypertrof kardiomyopati og arytmogen højresidig kardiomyopati er mest almindelige årsager. Andre årsager er anormalt udmundende koronararterier, klapsygdom (fx aortastenose), aortaruptur (fx  Marfans syndrom) og myokarditis. Mere usædvanlige årsager er elektrofysiologiske tilstande som LQTS (langt Q-T syndrom), Brugadas syndrom, WPW (Wolf-Parkinson-White syndrom), hypertermi, traume, misbrug m.fl.

Hos idrætsfolk >35 år er det næsten udelukkende pga. tidlig debut af kranskarsygdomme.

Det europæiske hjerteselskab har lavet en beregner for risikoprofilen hos sportsfolk med hypertrofisk kardiomyopati: https://doc2do.com/hcm/webHCM.html

 

Udredning

Kardiovaskulær screening bestående af:

  1. Anamnese: Heriditet, svimmelhed ved anstrengelse? (Svimmelhed efter afsluttet aktivitet er relativt normalt pga. vasovagale mekanismer). Pludseligt hjerteklapanfald under anstrengelse? Dyspnø/brystsmerte under aktivitet?
  2. Fysisk undersøgelse.
  3. Hvile-EKG, blodprøver og ekkokardiografi.

Ved positivt udfald i et af disse punkter skal der videreudredes med ekkokardiografi, arbejdstest samt evt. hjerte-MR og gentest. Evt. arytmiudredning.

Man skal være opmærksom på, at ingen af disse screeninger, der benyttes i dag, er 100% sensitive eller specifikke. Konsekvensen af kravet om screeningsprogrammer, fx IOC’s:

The International Olympic Committee (IOC) Consensus Statement on Periodic Health Evaluation of Elite Athletes (https://www.olympic.org/news/the-ioc-consensus-statement-on-periodic-health-evaluation-of-elite-athletes) er, at man unødigt vil udelukke ganske mange idrætsfolk fra deres idræt. Det vurderes, at der for hvert sparet liv ved screening udelukkes 4.000 idrætsfolk unødigt fra idræt, at der skal screenes 200.000 idrætsudøvere for at spare ét liv, samt endelig, at prisen for hvert sparet liv så mindst vil udgøre 130.000.000 kr. (amerikanske undersøgelser viser en pris på 35.993 $).

Se screening af idrætsudøvere: https://www.cardio.dk/screening-af-unge-idraetsudovere-i-danmark-opdatering-og-vurdering-2010

Kriterierne for screening af idrætsudøvere blev ændret i 2017, og det reducerede antallet af falsk positive, men som dog forsat ligger på omkring 3% (samt forsat en del falsk negative).

I de senere år er seglcellesygdommen forbundet med pludselig død hos idrætsudøvere. Der er fx 37 gange øget risiko for pludselig død hos fodboldspillere med seglcellesygdom. Der er derfor en del diskussion man også skal screene for seglcellesygdom hos eliteudøvere. Det har givet en del etiske overvejelser, da der er en racemæssig sammenhæng med den genetiske defekt, og dermed en risiko for, at en del af befolkningen holdes ude af elitesport (1 ud af 14 farvede har genet, mod 1 ud af 625 kaukasiere).

Episoden med Christian Eriksens pludselige hjertestop under EM 2021 er et eksempel på, at en rask, sund mand kan få hjertestop. Det positive er, at Christian vendte tilbage til topfodbold, samt at antallet af hjerteløbere i Danmark steg markant efter Christians hændelse på banen. Dansk Cardiologisk Selskab er i 2023 udkommet med rapport omkring idrætsudøvere og hjertesygdom.

 

Videre læsning

Se rapport vedrørende hjertescreening fra DIMS og Dansk Cardiologisk Selskab (cardio.dk)

Clinical Sports Medicine vol.1, injuries. P. Brukner & Khan, McGraw dec.2017. ISBN 9781743761380 Clinical Sports Medicine vol.1, injuries. P. Brukner & Khan, McGraw dec.2017. ISBN 9781743761380

Clinical Sports Medicine vol.2, The Medicine of Exercise. P.Brukner & Khan, McGraw 2019. ISBN 9781760420512

https://www.cardio.dk/sport-2023