OPDATERING PÅ OMRÅDET
Idrætsmedicinen er inde i en rivende udvikling. På flere niveauer er der betydelige fremskridt. På uddannelsesniveauet kommer der flere og flere med diplomuddannelse inden for idrætsmedicin. Der er endnu ikke politisk opbakning til at gøre idrætsmedicin til et selvstændigt speciale (som det er tilfældet i flere andre lande), men stigende krav til efteruddannelse og vedligeholdelse af sine færdigheder er med til at trække i den rigtige retning. Desuden er der nu uddannelser inden for DIMS (Dansk Idrætsmedicinsk Selskab), med eksamen inden for både teoretiske og praktiske områder, samt krav om superviseret arbejde i en idætsklinik. Inden for idrætsmedicinen er forskning en hjørnesten. Forskningen styrkes i disse år i Danmark. Der er flere centre, hvor der er specifik idrætsmedicinsk forskning, samt et stigende antal professorer.
Et udtryk for denne udvikling i Danmark kan ses af, at Institute of Sports Medicine Copenhagen (Bispebjerg Hospital) har modtaget prisen ’Global Excellence’, som er en hæder for at være en af de internationalt førende inden for sit felt. Samme afdeling er sammen med artroskopisk center Hvidovre blevet udnævnt til et ud af ni IOC (International Olympic Committee) centre i verden.
Grundforskningen har afstedkommet, at der er sket paradigmeskift inden for flere behandlingsområder. Fx seners adaption og regeneration er udforsket og har afstedkommet nye anbefalinger til behandling af tendinopatier.
Brugen af NSAID (non-steroide anti-inflammatoriske drugs) er ligeledes under forandring, grundet forskningen.
De kliniske studier er også i fremgang, og her er det glædeligt, at også ikke-lægelige faggrupper tager del i dette. I Danmark er det primært fysioterapeuter, humanbiologer og cand.scient.er, som i stigende grad bidrager til forskningen.
Som noget nyt er der også en del speciallæger i praksis, der begynder at forske. De har fundet, at forskningen er med til at gøre det daglige kliniske arbejde mere interessant.
I det diagnostiske kliniske arbejde fylder det parakliniske efterhånden mere og mere. Dette er ikke mindst grundet en teknisk hurtig udvikling inden for billeddiagnostikken. Særligt findes ultralydsundersøgelser velegnede, da opløseligheden i billederne er det højeste inden for billeddiagnostik, og da de strukturer, der har interesse for idrætsmedicineren, ofte er let tilgængelige for ultralydsundersøgelse. At ultralydsundersøgelser kan udføres dynamisk, gør også billedmodaliteten mere velegnet til idrætsskader end andre billedmodaliteter (CT, MR, røntgen).
Desværre er god forskning ofte en tidskrævende proces, og der kommer derfor ofte behandlinger, som tilbydes idrætsudøveren, hvor forskningen er minimal eller mangelfuld. Muligheden for at rådgive den enkelte i disse tilfælde kan derfor være en svær situation, da historien viser, at mange forgangne behandlingsmodaliteter var modefænomener, der senere viste sig at være virkningsløse (og i værste fald skadelige).
Der er i disse år en lang række behandlinger, som har karakter af ’modefænomen’. De starter oftest i elitemiljøet og breder sig herfra til motionister. Af disse behandlingsmodaliteter kan
nævnes: PRP (Platelate Rich Plasma), ekstrem afkøling, HVI (High Volume Injection) og Shockwave. Tiden og forskningen må vise, om disse nye behandlinger finder en plads i det etablerede behandlingssystem.
I forlængelse af de ’modeprægede behandlinger’ er der i disse år også en rivende udvikling af ’rigtige’ måder at træne. Det kan være barfodsløb, forfodsløb, Crossfit, Warrior Dash m.fl. Disse modetræningsformer har tidligere været præget af enkeltpersoners tro på en træningsform, men er nu i højere grad præget af kommercielle interesser (der tages patent på den nye træningsform, som der så kan købes licenser til). Uanset drivkraften i disse træningsformer er problemet, at dokumentationen for, at den ene eller den anden af disse træningsformer skulle være overlegen, er ganske beskeden eller ikke eksisterende. Det er derfor op til den enkelte læge at bruge sin sunde fornuft, erfaring og uddannelse til at kunne rådgive den enkelte patient.
Den største udvikling inden for idrætsmedicin i disse år er brugen af fysisk aktivitet som behandling af en lang række af ofte kroniske lidelser (diabetes, hypertension, stress, fedme, depression m.fl.). Behandlingerne med fysisk aktivitet har vist sig at være fuldt på højde med medicinsk behandling og i flere tilfælde den medicinske behandling overlegen (se Motion på recept).
Hovedtraumer er et af de områder, hvor der er sket størst ændring i anbefalingerne over de sidste 10 år (se Hjernerystelse og idræt).
Sundhedsstyrelsen har allokeret ressourcer til de nationale kliniske retningslinjer (https://sundhedsstyrelsen.dk/da/nkr). Knæartrose (https://sundhedsstyrelsen.dk/da/udgivelser/2012/nkr-og-faglige-visitationsretningslinjer-knaeartrose) og udvalgte skulderlidelser (https://sundhedsstyrelsen.dk/da/udgivelser/2013/nkr-udvalgte-skulderlidelser) har ændret retningslinjerne for disse lidelser, og primært mod ikke kirurgisk behandling.
Endnu større er ændringer i udredning og behandling af meniskskader (https://sundhedsstyrelsen.dk/da/udgivelser/2016/nkr-meniskpatologi-i-knaeet). Denne nyligt udgivne NKR angiver nye test, færre billedmodaliteter (fx MR) og frem for alt mindre kirurgi som behandling.
Andre interessante NKR’er fra 2016:
https://sundhedsstyrelsen.dk/da/udgivelser/2016/sundhedsmaessige-effekter-af-fysisk-aktivitet-og-stillesiddende-tid-hos-0-4-aarige-boern
https://sundhedsstyrelsen.dk/da/udgivelser/2016/tilbud-der-goer-en-forskel-idraet-til-boern-og-unge-med-saerlige-behov
https://sundhedsstyrelsen.dk/da/udgivelser/2016/evaluering-af-satspuljen-forebyggende-indsatser-for-overvaegtige-boern-og-unge
https://sundhedsstyrelsen.dk/da/udgivelser/2016/haandbog-i-rehabiliteringsforloeb-paa-aeldreomraadet-efter-lov-om-social-service
Idrætsmedicinerens rolle som behandler, forebygger, rådgiver og udvikler forbedres derfor år for år. Dette vil være til gavn for idrætsudøvere og personer med kroniske sygdomme, hvor idræt kan bruges som behandling.
Tommy Frisgaard Øhlenschlæger