Definition
Akut belastningsreaktion er en forbigående tilstand, der udvikler sig hos et individ uden anden psykisk lidelse som en reaktion på exceptionelt svær fysisk og psykisk belastning af katastrofekarakter, hvor man selv eller ens nærmeste er i livsfare.
Vær opmærksom på, at denne diagnose forudsætter, at symptomer skal være svundet inden for 48 timer, hvilket ikke giver mening, givet at der tale om svære belastninger, som ses ved PTSD – diagnosen bør derfor ikke bruges.
Årsager
Den akutte belastning kan være naturkatastrofer, krigshandlinger, svære ulykkestilfælde, grove voldshandlinger, gidseltagning, tortur, voldtægt m.v.
Symptomer.
Der opstår hyperarousal med autonome angstsymptomer som ved generaliseret angst og øget årvågenhed over for potentielt truende fare. Der kan være desorientering, bevidsthedsindskrænkning, tilbagetrukkethed, vrede, fortvivlelse, håbløshedsfølelse og ubehersket sorgreaktion. Reaktionen opstår inden for 1 time og aftager sædvanligvis inden for få timer og varer højst to døgn.
Differentialdiagnoser
Øvrige former for belastningsreaktioner, hvilket tiden vil vise (se under disse). Visse traumer kan for visse sårbare personer reaktivere tidligere traumer, hvilket medfører, at den aktuelle krise får en, for udenforstående, uproportioneret størrelse.
Behandling
Psykoterapeutisk terapi. Farmaka spiller en underordnet rolle. Ved initialt søvnbesvær kan man i kortere tid anvende Zolpidem eller Zopiclon. Undgå benzodiazepiner eller sedativa i det hele taget, da disse risikerer at undertrykke reaktionsfasen. Langvarig krisereaktion kan udvikle sig til en egentlig kronisk depression eller få karakter af en uspecificeret belastningsreaktion og kræve såvel farmakologisk antidepressiv behandling som psykoterapi, som er effektiv inden for det første år, derefter vil den kurative effekt falde drastisk.